Glenn Bech får Den gyldne Grundtvig nr. 25

 In art

Den 8. november skal du slå vejen forbi Odder Højskole. Her kan du møde forfatter og psykolog, Glenn Bech, når han modtager Den gyldne Grundtvig nr. 25. Han får prisen for sit modige og selvudleverende opgør med klasseskam og hykleri. For sin evne til at give nye stemmer og nye perspektiver på klassekampen. Og for sin nyskabende og eksperimenterende tilgang til litteraturen og det danske sprog.

I 2021 udgav Glenn Bech sin debut “Farskibet” til ekstraordinært gode anmeldelser, og året efter bragede han for alvor gennem lydmuren med det højtråbende manifest “Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”. Det er på baggrund af de to værker og Glenn Bechs store samfundsengagement, at han får Den gyldne Grundtvig.

Fra Horsens til København. Fra proletar til privilegie.

Den Gyldne Grundtvig tildeles personer, organisationer eller foreninger, der har bidraget til den folkelige oplysningstradition og kultur, som den danske folkehøjskole udspringer af. Ifølge formand for Odder Højskole og priskomiteen, Bo Klindt Poulsen, er Glenn Bechs forfatterskab folkeoplysning af højeste karat.

”Den folkelige oplysningstradition handler i lige så høj grad om at oplyse om folket, som den handler om at oplyse folket. Glenn Bech formår i sine bøger at oplyse om de ikke-privilegerede , og han synliggør og anerkender disse grupper i deres egen ret med både værdighed og myndighed. Samtidig beskriver Glenn Bech, hvordan rejsen mod privileger rummer et potentiale for frigørelse og selvrealisering, men også ambivalens, hjerteskærende dilemmaer og symbolsk vold.”

Forskellen mellem opvæksten i Horsens og Glenn Bechs nuværende liv som forfatter og praktiserende psykolog i København, giver ham ifølge Bo Klindt Poulsen et enestående dobbeltsyn på klasseproblematikken. ”Glenn Bech går litterært i spidsen for et nødvendig og udfordrende opgør med de politiske, økonomiske og kulturelle strukturer, der skaber det danske klassesamfund.”

Demokratisk dannelse er mod til samtale

Helt centralt for højskoletanken er den demokratiske dannelse. Her ser medlem af priskomiteen og funktionel leder på Odder Højskole, Heino Holst Hansen, en stærk sammenhæng mellem Glenn Bechs moderne klassekamp og Odder højskoles fokus på mangfoldighed.

”Odder Højskole er fra 1889. Vi har historisk rummet det hele, fra land til by og fra Horsens til Buenos Aires. For os handler demokratisk dannelse ikke bare om, at give alle en stemme. Det handler endnu mere om at give alle modet til at bruge sin stemme på tværs af de kasser og klasser, som vi er opvokset i og med.”

Heino Holst Hansen fremhæver i den forbindelse Glenn Bechs evne til at kunne tale på tværs af by, provins og klasseskel og at gøre det på måder, hvor rigtigt mange hører efter. En evne, der ifølge Heino er hårdt brug for i 2023. ”Som verden er nu, bliver der talt alt for meget inde i kasserne, og vi ender ofte med at snakke lidt for meget med og om os selv. Det har altid været højskolens pligt at nedbryde den slags ekkokamre. At give alle mennesker myndighed og mod til at tale højt og ærligt og på tværs, uanset køn, baggrund, etnicitet, seksualitet eller alle de andre kasser, der risikerer at afskære os fra hinanden og dermed kortslutte enhver demokratisk samtale. Glenn Bech er modig og taler højt, klart og ærligt, ikke kun i litteraturen men også i samfundsdebatten. Det gør ham til en højskolehelt og en meget værdig modtager af Den gyldne Grundtvig ”

Mød Glenn Bech på Odder Højskole

Overrækkelsen finder sted i foredragssalen på Odder Højskole d. 8 . november kl. 19:30. Efterfølgende byder vi på rødvin og ost i spisesalen. Alle er velkomne.

Den gyldne Grundtvig er Odder Højskoles Og Odder Højskoles elevforenings kulturpris. Prisen er sponsoreret af Odder Tømrer- og Snedkerforretning, Hov Anlæg- og Entreprenørfirma samt Bredkærvejens Murer og Beton og er på 10.000 kr. + et kunstværk af keramiker Jakob Stig Isaksen samt en buket sponsoreret af Violen i Odder. Blandt de tidligere prismodtagere finder vi så forskellige navne som Puk Damsgård, Benny Andersen, Martin Krasnik, Niels Hausgaard, Anne Linnet, Jacob Mchangama, Outlandish, Line Knutzon og Ebbe Kløvedal Reich. Du kan finde alle tidligere modtagere her.

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?

X