Debuterede som kunstner efter en uge på Højskole

Den unge mand er høj, og hans bare overkrop sitrer lidt i aftenkulden. I videoen står han foran en gravsten og skyggebokser imod sig selv og mørket omkring ham. ”When I was twenty years old I lost my foster mother to cancer”, fortæller en blid voice-over.

Skyggebokseren hedder Marcus Hjalager, og sit 7-minutter lange videokunstværk har han givet navnet Grief.

Mellem d. 15. og 22. marts 2024 kunne man opleve Grief på forårsudstillingen hos Krydsfelt på Kulturværftet i Helsingør. Her debuterede Marcus som kunstner efter kun en uge på højskole.

Se Grief

Da Marcus startede på OH, var resten af skolen allerede en måned inde i semesteret. Det betød, at den 24-årige midtjyde fik en noget intens opstart med sit allerførste fag, Videokunst.

”Jeg kom ind på det vi kalder en Ø-uge, en slags projektuge. Jeg vidste ikke helt hvad faget Videokunst indebar. Jeg så det bare og tænkte ”åh, ved ud hvad, det lyder da egentlig rimelig afslappet, bare at se en masse film, og så bare hygge sig.””

Det viste sig dog hurtigt, at Videokunst var meget mere end blot at se film og hygge sig. Allerede efter første dag blev eleverne sat til at producere deres egne værker, og for Marcus var det en oplagt mulighed til at fortælle en meget personlig fortælling.

SORG, BOKSNING OG TERAPI

”Jeg har haft en lidt turbulent opvækst. Min mor døde da jeg var tolv i 2011, og jeg blev sendt over til nogle plejeforældre, som jeg fik et rigtig godt forhold til, og så dem også som mine forældre,” fortæller han og fortsætter.

”Det gjorde rigtig ondt da jeg så mistede min plejemor tilbage i 2019. Det har jeg kæmpet med i rigtig, rigtig lang tid. Det føltes virkelig som om en søjle bare var væk. Det var en ret ensom tilværelse, men det gav tid til rigtig meget refleksion, og jeg tror det er den refleksion, der har gjort det muligt for mig at lave det her værk.”

I Grief ser man igennem hele værket Marcus skyggebokse. Måske for at betvinge sorgen, måske bare for at kunne være i sin egen krop.

”jeg har bokset i fire år, jeg elsker sporten. Den har virkelig været med til at hjælpe mig med at gennemarbejde nogle af de ting, i det mindste bare med at få energien ud,” fortæller Marcus og forklarer uddybende.

”Boksning føles på mange måder som en slags ”interpretive dance”. Der er ikke meget stor forskel på boksning og almindelig dans som en måde at udtrykke sig selv. Det er bare en anden måde at gøre det på. Du har rytmen, du har fodskridtene, du har visse bevægelser som du laver igen og igen og igen og igen. Den rutine og det zen-mode du kommer ind i, når du rent faktisk gør det og når du føler, at du gør det godt, er hammer tilfredsstillende.”

KUNSTNERDEBUT

Da Grief stod færdigt, var en af skolens andre elever hurtigt klar med en opfordring; Send værket ind til Krydsfelts forårsudstilling!

“Jeg havde ikke rigtig tænkt noget om det. Jeg syntes, at det var grænseoverskridende nok at vise det til folk, jeg kun havde kendt i tre dage,” fortæller han med et grin og fortsætter.

”Men jeg fik taget mig sammen, og jeg tænkte, ”det kommer nok ikke til at komme ind alligevel, men det kunne være sjovt nok lige at prøve”. Og så kom det ind!”

Ifølge Marcus selv blev hans værk udvalgt, fordi det på en gang passede direkte ind i udstillingens generelle profil med at give unge kunstnere en mulighed for at udstille, samtidig med, at det udforskede et helt unikt emne.

”Jeg tror, at det passede rigtig godt ind i deres udstilling, fordi meget af det er ungt kunst, og fokuserer på rigtig mange forskellige emner, men der var ikke særlig meget der fokuserede på sorg på den måde.”

AT OVERSKRIDE GRÆNSER I FÆLLESSKAB

I dag er Marcus kommet til et sted, hvor han har bearbejdet sorgen, men ikke desto mindre var det stadigt hårdt, da han og flere andre højskoleelever sammen lavede Grief.

”Det var meget grænseoverskridende,” forklarer han med et skævt smil. ”På det her tidspunkt havde jeg ikke rigtig mødt nogen af de andre elever endnu, og jeg var også meget afhængig af deres hjælp til at få det til fungere. Martin, ham der lavede voice-overen til værket, vidste ikke, at det var rigtigt, da han læste det op. Det var først bagefter han spurgte, ”skete det her i virkeligheden?”

Men selvom det var grænseoverskridende, var det for Marcus ekstremt vigtigt, at hans kunstværk tog udgangspunkt i noget ægte.

”Jeg ville have det skidt, hvis jeg kom med en sådan historie og jeg ikke havde nogen relation til den,” forklarer han og fortsætter.

”Hvis folk ser det her værk og kommer med en forhåbning om, at der endelig er en ligesom dem, og de finder ud af, at det bare er en løgn, det vil jeg ikke kunne leve med”, forklarer han med et alvorligt blik, der langsomt transformerer sig til et håbefuldt smil.

”Jeg vil rigtig, rigtig gerne hjælpe folk, det er næsten det eneste jeg tænker på.”