Massage & bodyflow

massage & bodyflow på
Odder Højskole

Velkommen til massage og bodyflow. Massage er kommunikation uden ord. Den beroliger nervesystemet og reducerer mængden af stresshormoner i kroppen. Den fremmer blodgennemstrømningen og den udrensningsproces, som transporterer affaldsstoffer væk. Massage smidiggør bindevævet, får dine muskler til at slappe af og inviterer dig til at synke ned i en dybere bevidsthedstilstand, som giver afspænding og hvile. Men ikke nok med dét. Massage træner også din intuition og din evne til nærvær, som er vigtig, når du skal være sammen med andre mennesker.

I faget får du teknikker og massagestrøg, der passer til forskellige dele af kroppen. Og du lærer, hvordan du indleder og afslutter en massage, så du skaber en god ramme omkring oplevelsen.

Massage er afslappende, men ikke et stille fag. Vi arbejder med kropsbevidsthed, bevægelse og body flow, hvor du har hele din krop og åndedrættet med. Det giver en dynamisk massage, hvor du finder din egen personlige stil.

Du bliver introduceret til forskellige slags massage, så du opbygger dit eget repertoire:

  • Rygmassage
  • Ansigtsmassage
  • Massage med bolde
  • Fodmassage og zoneterapi til hverdagsbrug
  • Massage af nakke, skuldre, arme og hænder
  • Healing, som er en meget blid massage
  • Technomassage til vild musik.

Faget giver dig en værktøjskasse for livet, for massage kan bruges i SÅ mange sammenhænge, uanset om det er sammen med en ven, en kæreste eller et familiemedlem – og uanset om du lige har 10 min. efter en lang dag eller god tid til en længerevarende massage. Så massage kan blive en ven for livet.

Skolen har indstillelige massagebrikse, så du kan arbejde i den rigtige højde, og vi bruger økologiske massageolier af høj kvalitet.

I giver og får massage af hinanden, og det hele foregår selvfølgelig med absolut ansvarlighed.

Massage ligger i en tema-uge, så du har tid til at fordybe dig i det.

Underviser

Kirsten Sander Østergaard

Underviser i:

Dig & mig, Drømme & det ubevidste, Krop & Stilhed, Massage & bodyflow, Meditation, Vinterbadning, Vandring og velvære, Yoga, Krop & bevidsthed