Titel: Vinkelkomposition
Kunstner: Bjarne Nielsen
Årstal: 1994

Heftig gul, der ikke helt tåler lyset

I lighed med ”Rimkomposition” fra samme år, så er Bjarne Nielsen også i dette maleri optaget af det abstrakte. Og det er tilsyneladende ikke uden grund, at kunstneren har valgt at kalde sit dekorative maleri for ”Vinkelkomposition”. Billedfladen er opdelt af geometriske former. Rektangulære flader og cirkelfragmenter mødes i sylespidse vinkler i billedets kanter og skaber spænding bevægelse og energi. Samtidig fornemmer man et scenerum, hvor en højtråbende gul figur gradvist viger tilbage ind i et køligt gråblåt, brunlilla tusmørke.

Ifølge Mogens Kæseler udmærker maleriet sig specielt, når det kommer til rumlighed.
”Det rumlige trænger sig enormt meget på i et billede som det her. Man får virkelig en fornemmelse af rum: Af at noget er i forgrunden, og at noget er i baggrunden, og derfor hænger det faktisk rigtigt godt ved siden af skolens trapperum.”

I forhold til det meget afdæmpede ”Rimkoposition”, så er Bjarne Nielsen gået lidt mere voldsomt til farveladen her. ”Det er bestemt noget mere udadvendt end hans ”rimkomposition” fra samme år. Specielt den gule farve vil godt nok ud i verden. Den nærmest råber i det her billede.”

For at få en klarere fornemmelse af farverne, flytter vi billedet hen i lyset. ”Lad os lige prøve at tage det hen til døren i lyset og se, hvad der sker. Det bliver altså meget anderledes. Jeg synes ikke helt, den kan tåle lyset. Den er altså godt nok heftig, den gule der.”

”På den anden side kan jeg godt lide den dramatik, der opstår, hvor de knivskarpe kileformer og hjørnetandsformer lige netop berører billedets rand i præcise, koncentrerede punkter.

Favoritdetalje: ”Det er altså svært her. Den gule farve overtager jo hele billedet på både godt og ondt. Men altså der er det her sted, hvor der foregår noget ret spændende. Det er som om et gult tæppe bliver trukket til side til et mystisk scenerum.
Det minder lidt om den italienske maler og surrealist, Georgio de Chirico, der skabte sådan nogle mærkelige, metafysiske, underligt oplyste rum. Det synes jeg altså er en ret spændende passage i det her maleri.”

 

Vil du se flere af de kunstværker, som vi har hængende rundt omkring på Odder Højskole? Så klik her for at lære mere om vores kunstsamling.

Vil du gerne følge med i, hvad vi foretager os her på Odder Højskole? Så find os på Facebook og Instagram for at blive opdateret dagligt.

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?

X