Indadvendt med et poetisk lille sted

Der er næsten 40 år mellem højskolens ældste Bjarne Nielsen komposition og det her maleri. Og her er det figurative forladt helt til fordel for det abstrakte. At billedet hedder ”Rimkomposition” antyder, at formerne rimer på hinanden på en yin og yang agtig måde.

Mogens Kæseler er umiddelbart imponeret over maleriet. ”Billedet er meget afdæmpet og fint i farven. Varme og kølige gråtoner og så en sart grøn. Små farvespring, som gør det rigtigt lækkert. Bjarne Nielsen laver nogen enormt indadvendte billeder. Der er ikke noget, der råber. De hvisker til hinanden.”

Det er en hvisken, der gør, at det nok ikke er alle elever, der bemærker billedet til dagligt. ”Mange opfatter maleriet som et lettere kedeligt interiør-element. Men det er styrken ved det. Det trænger sig ikke på, men du opdager det over tid, og billedet bliver en lille mental pause i hverdagen. Der foregår kun en lille smule indeni fladerne, og så er der en let overmalet og brudt konturstreg, så farverne strømmer ind i hinanden. Det synes jeg er meget fint. Jeg kan også godt lide, at man faktisk kommer rundt i en del forskellige farver i billedet, også selvom de kun hvisker lidt til hinanden. Og alligevel er der en klar fornemmelse af rum i billedet.

”Skal jeg have en lille indvending mod billedet må det være, at Bjarne Nielsen faktisk har bibeholdt den symmetri, som han også havde i 1955 på billedet af huset i markerne. Det er altså meget symmetrisk det her, nærmest et kors.”

Favoritdetalje: Det er svært her, fordi tingene er så symmetriske, men oppe i højre hjørne sker der noget andet. Denne form er det mest komplicerede element i billedet og farvemæssigt helt neutralt. Men jeg synes den griber og fastholder de andre former på en stærk måde og skaber både energi og stabilitet i hjørnet. Det kan jeg rigtigt godt lide. Det synes jeg faktisk er et meget poetisk lille sted.