Titel: Eigils bålplads
Kunstner: Mogens Gissel
Årstal: –

Et studie i gråt fyldt med kontraster!

Maleriet her er fra Mogens Gissels tid på Christiania og er et sceneri herfra. Det er blandt Mogens Kæselers absolutte favoritter i højskolens samling; ”Det er et af den slags malerier, som man hurtigt kan fortabe sig i, fordi det – selvom det i hovedsagen er et studie i gråt – samtidig er fyldt med kontraster.”

Værket befinder sig et sted mellem abstrakt og figurativ kunst. Det er helt konkrete former op imod noget, der forestiller noget. Tilsyneladende er det et sceneri med personer omkring et bål, men samtidig foregår der en gennemført udfoldelse af farvekontraster og især formkontraster. Det grå udfordres af én gul pangfarve, mens spidse skarpe former og lige linjer går i clinch med bløde, bølgende former.

Måske kan kontrasterne også henføres til det, der foregår på billedet. En hvid mand, en sort mand. Et tykt træ, et tyndt træ. Måske er det hele bare et formmæssigt virkemiddel til at danne kontrasterne. Så undersøgelsen af kontraster på det farve-og formmæssige niveau i virkeligheden dikterer det figurative indhold snarere end omvendt. Det kan godt virke provokerende.

”Der er mange elever, der synes, at det her billede, det er bare ren tomgang. Mega kedeligt i farverne, og at det er grimt. At han hverken kan tegne eller male. Men når man giver sig tid til billedet, så får man over tid en stor oplevelse. Altså alle steder i det her billede foregår der små visuelle begivenheder. Her kommer der en trekant op, her er der en varm grå, der kontrasterer en kølig. Her er der konturstreger, der pludselig skaber rumlighed. Farvefladerne chanserer og varieres i det uendelige. Så under det lidt tørre or reserverede førstehåndsindtryk kribler billedet af et stille liv. Ligegyldigt hvor du kigger hen, så sker der noget. Hvis man går ind i billedet, og ser alle strøgene og alle kontrasterne. Der er absolut ingen tomgang”

Det er værd at vide om Mogens Gissel, at han som kunstner er autodidakt eller ”uddannet på Europas kunstmuseer”, som han selv siger. Med en baggrund som reklametegner flipper han ud i tresserne og bliver i stedet kunstner. Ligesom hans samtidige og alter ego, Andy Warhol. Fra hver deres udgangspunkt iagttager de to enegængere tressernes og halvfjersernes moderne livsformer. Andy fra New Yorks ultra-hippe kunstscene, Mogens fra outsiderpositioner i Odder, Thy og i maleriet her ved Eigils bålplads på Christiania.

Mogens’ favoritdetalje: Her er der virkeligt mange at vælge imellem, og det kan skifte fra gang til gang. Fx er der den gule detalje. Det er jo den, man altid lægger mærke til. Men hvis jeg absolut skal vælge en, så tror jeg, at jeg vil fremhæve den mørke dråbe her (for neden, lidt til højre for midten, red).
Det er lidt svært at bestemme, om det i virkeligheden er et uheld. Altså det er måske en tilfældighed, at dråben er på billedet, men det er næppe en tilfældighed, at den stadig er på billedet. Og jeg lægger i hvert fald mærke til den, hver eneste gang jeg går forbi.

 

Hvis du gerne vil lære mere om Mogens Gissel og hans arbejde som kunstner, kan du se dette kunstnerportræt fra DR.

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om Odder Højskole?

X