Fra i dag kan du klikke rundt på Odder Højskoles nye hjemmeside
Odder Højskole udvider fra foråret 2026 fagpaletten med en række helt nye fag under fagområdet “Event og Kommunikation”. De nye fag handler ikke kun om at arrangere begivenheder, men om at skabe oplevelser, der giver mening, og historier, der bliver hængende. Ambitionen er at føre de vildeste, skøreste og klogeste idéer ud i livet og flytte verden i praksis. Udover det store fag ”Event” kan eleverne skræddersy deres eget forløb med en række valgfag, der er designet til at styrke deres gennemslagskraft.
Ambitionen er ikke bare at informere men at give alt det, der er Odder Højskole, et visuelt udtryk. At oversætte den højskole, vi oplever hver eneste dag. Fuld af faglighed, fællesskab og ægte højskoleliv.
” Vi vil gerne vise både faglighed og fællesskab. For os smelter de to ting sammen i hverdagene her på skolen. Det syntes vi ikke helt vores 9-år gamle hjemmeside viste så godt længere. Så det er håbet og ambitionen for den nye side”, fortæller funktionel leder, Heino Holst Hansen.
Ny visuel identitet skabt af dem, der lever her
Hjemmesiden er nemlig den sidste del i udrulningen af et større arbejde om at designe skolens nye visuelle identitet. En identitet som en stor del af skolens medarbejdere har taget del i at skabe siden foråret 2024. Billederne og videoerne er lavet i samarbejde med skolens egne undervisere. De nye billeder, der viser skolens fag er taget af tidligere fotolærer og fotograf Julie Meldhede Kristensen, mens filmlærer Troels Engelbrecht sammen med Heino har været tovholder på de film, der præsenterer højskolens mange fagområder.
” Ved at bruge mennesker, der kender skolen, er det lykkedes at skabe et ærligt og levende udtryk. Billederne viser, hvordan dagligdagen og fagene ser ud i virkeligheden – ikke en poleret version, men det ægte liv på højskolen. Og det ægte liv ser jo faktisk utroligt godt ud ” fortæller Heino Holst og forsætter ” Vores elever og lærere har medvirket med stor entusiasme. Man kan mærker, at de nyder at vise, hvor dejligt her er. Hvor fedt det er at gå på Odder højskole.”
Ud fra det visuelle materiale har kommunikationsmedarbejder og grafiker, Ida Bille, skabt en sammenhængende visuel identitet, der er udfoldet på tværs af højskolens medieplatforme. Først i skolens trykte materiale og sociale medier og nu også på vores nye hjemmeside, som Ida har designet.
” Det har været vigtigt for os, at der var en tydelig rød tråd i vores visuelle udtryk. Folk skal gerne kunne kende os i digitale såvel som trykte medier. Og det er en kæmpe fornøjelse, at vi selv har kunnet løfte den store designopgave. Så vi er ret stolte i dag”, fortæller Heino Holst Hansen.
Enkel struktur, masser af indhold
På hjemmesiden vil du opleve en forenklet struktur. Samtidig har det været vigtigt at bevare indholdet og give plads til højskolens mange fag. Højskolen tilbyder over 80 fag, og både de store og de små fag får nu den synlighed, de fortjener.
”Det var vigtigt for os, at selv de små fag får plads. Hos os kan man både gå i dybden med ét område eller prøve en masse forskelligt. Det skal man kunne se for sig, allerede når man besøger hjemmesiden,” siger Heino Holst. Med den nye hjemmeside håber vi på Odder Højskole, at endnu flere får lyst til at kigge indenfor – både digitalt og i virkeligheden.