OH byder velkommen til László Oras
For Romænske László Oras var der ingen tvivl da han så stillingsopslaget fra Odder Højskole. Det var som skræddersyet til ham. Og nu har vi glæden af at byde ham velkommen som ny lærer på Skolen for Teknologi!
(alle citater er oversat fra engelsk til dansk)
Beslutningen om, at det lige præcis var László der løb med stillingen, er bestemt ikke taget uden grund. For László Oras, der er født og opvokset i Rumænien, blev færdiguddannet i Computer Science i 2008, og har siden da arbejdet med et hav af projekter indenfor branchen.
Faktisk har han de sidste 15 år haft hænderne nede i alle afkroge af teknologiens verden. “Jeg arbejdede med servere, webpages, intranetsystemer og selvkørende robotter i både store firmaer og indre startups”, fortæller han og fortsætter. ”Jeg har også leget lidt med forskellige småprojekter f.eks. photoboxes, crypto tokens og alt muligt andet teknologirelateret, som jeg kunne komme i nærheden af. På det seneste har jeg fokuseret meget på AI og hvordan det kommer til at forme vores fremtid.”
”Jeg oplevede højskoleånden som elev, og har lige siden drømt om at opleve den som lærer”
Men hvordan kan det være, at en rumænsk computerekspert har fundet vej til Odder Højskole? László Oras kom allerede til Danmark i 2016 for at gå på Vestjyllands Højskole, hvor han blev bidt af højskoleånden. Hvad der skulle have været et kort ophold på 3 måneder, blev hurtigt til 9 måneder, og han stoppede ikke der. ”Udover Vestjyllands Højskole gik jeg på Den Frie Lærerskole i to år, hvor jeg hørte meget om Grundtvig og fik et førstehåndsindtryk af, hvad ”dannelse” faktisk er.”
Derfor var der heller ingen tvivl, da han fik muligheden for at undervise i teknologi på Odder Højskole. ”Det virkede nærmest skræddersyet til mig, for jeg er meget glad for højskoletanken og for højskolemiljøet, og jeg er meget interesseret i teknologi, så jeg søgte med det samme,” fortæller han og fortsætter med et smil. ”Jeg oplevede højskoleånden som elev og jeg har lige siden drømt om at opleve den som lærer. Nu er chancen her, og jeg glæder mig til at dele min glæde for teknologi med andre nysgerrige hoveder.”
”Teknologien er viklet ind i vores daglige liv”
Men hvorfor undervise unge i teknologi? Da spørgsmålet kommer, falder svaret helt uden tøven. For László er der nemlig ingen tvivl. ”Teknologi er vinklet ind i vores daglige liv. Det ændrer måden vi kommunikerer, lærer, arbejder, tager beslutninger og sågar hvordan vi stemmer. Derfor er det essentielt at vi forstår, hvordan teknologien fungerer, så vi kan tage kontrol over den,” forklarer han, og slår fast. ”Det er sandsynligvis den vigtigste færdighed, vi kan lære i det 21. århundrede.”
Så når Efterårsholdet 2023 starter den 13. august, kan de altså ikke bare se frem til en lærer med faglig ekspertise. De kan også se frem til en lærer, der har gjort sig mange tanker om sine nye fag og hvad de skal indeholde.
“Faget er meget bredt, men vi skal helt sikkert tale om AI, samt om store teknologivirksomheder, deres indflydelse på vores liv og hvordan vi lærer at navigere i den verden,” siger han og fortsætter med en hurtig indskydelse, ”Åh, fik jeg nævnt, at vi skal lege med 3D printere, laser cutter, Lego og at vi skal bygge vores egne gadgets?”
Alt peger på, at det bliver et rigtig spændende Efterårssemester for de kommende elever på Odder Højskoles teknologiskole.